Du er her: Forside > Foredrag

Sidst opdateret:
July 04. 2017 18:38:10

 

Foredrag

Gennem tyve år har jeg holdt foredrag i alle tænkelige fora:

Universiteter. Rigshospitalet. Højskoler. Kirker. Banker. Aftenskoler. Litteraturklubber. Biblioteker. Gymnasier. Organisationer. Ældreforeninger. Ofte med foredrag skræddersyet til alder og emne. Foredragene har kun én fællesnævner: Appellerer BÅDE til lattermusklerne og tankerne, rejser ikke rundt med pjat. Har fyrre foredrag på hylden. Kort rids over de mest benyttede:

 

Den 3. alder - gør den til livets bedste.

Der findes ingen alder, hvor det er for sent at udforske nye sider og træffe nye valg. Personer omkring de tres har fået en hel generation foræret. Tidligere var mange slidt ned, når arbejdslivet ophørte. I dag lever vi ikke bare længere, rigtig mange står med 20 år, hvor kroppens motor kører lydefrit. Mange stortrives med mulighederne, men psykologer fortæller, at den største gruppe hos dem i dag er seniorer, der er ensomme, triste eller bare kørt fast i livet. Under foredraget får samtlige deltagere en regulær indsprøjtning med inspiration, energi og nye vinkler - samt værktøjer til at gøre den tredje alder til livets bedste. Foredraget trækker altid mange deltagere.

 

”I AOF Silkeborg har vi en Seniorhøjskole, og i september 2014 havde vi inviteret Hanne Faldborg til at komme med sit foredrag om den 3. alder. Det tiltrak så mange, at vi måtte afvise flere ved døren. Vi stablede omgående et nyt foredrag på benene - der kom atter 140. Vi oplevede Hanne Faldborg som en meget levende fortæller, der gav tilhørerne idéer og helt konkrete forslag til, hvordan de kan gøre den 3. alder til livets bedste. Med udgangspunkt i egne og andres erfaringer blev foredraget en stærk og informativ fortælling, som gik lige ind hos tilhørerne. Jeg kan bestemt anbefale Hannes foredrag til alle, der har brug for inspiration og værktøjer til overgangen til en ny livssituation. Foredraget var ikke bare topprofessionelt, det var gennemsyret af humor og fortælleglæde”.                                                 

Hanne Balo 

 

 

Spin & intriger på Christiansborg.

Dette foredrag trækker selv MÆND op fra sofaen. Kulturen syder af spin og magtkampe på Borgen, for samtlige politikere ønsker genvalg. Kulturen er rå og knivene skarpe. Selv når jeg fortæller om en episode, der er spin for begyndere, forarges mange. Udtalelse af direktør Max Ustrup, Kolding: ”Hanne Faldborg tog hele salen med storm, da hun på en både inspirerende, engageret og morsom måde holdt foredrag om spin på Borgen for Fredagshøjskolen. 132 deltagere nød samværet med Hanne, og vi har oplevet ekstraordinært mange positive tilbagemeldinger fra deltagerne. Vore forventninger til næste foredrag med Hanne er tårnhøje.”

 

Danske førstedamer.*

Foredraget om danske førstedamer kan kombineres med spin og intriger på Borgen, men også stå alene. Tidligere var førstedamen et smart og praktisk vedhæng til landets mægtigste mand, for man forventede, at hun tilsidesatte sin egen karriere for at støtte hans. Men der er gået inflation i førstedamer! I dag har de deres egen karriere, er stærke og spændende kvinder. Der vil blive naturlige afstikkere til magtkampene på Christiansborg, som førstedamerne nu var en del af og tvunget til at forholde sig til. Og det var hårdt for mange.

 

Krag - mennesket bagt masken.* 

Arrogant, selvglad, teflonbelagt. Sådan beskriver mange Krag. Der var en aura af mystik omkring ham. Foredraget afdækker det hæsblæsende liv i magtens korridorer, og det ensomme i sindet. Et nærmest tvangsmæssigt forbrug af kvinder gjorde, at han blev forladt af den eneste kvinde, han virkelig elskede og følte sig tryg hos, Helle Virkner. Krag døde bitter, uforløst og misforstået. Hvordan det kunne gå til, at den samme mand, der af mange betragtes som den største statsmand i Danmark i det 20. århundrede, ikke kunne finde ud af at forme sit eget liv? Foredraget giver svarene.

 

Thit *

At diskutere med Thit Jensen er som at spytte på et krøllejern,blev der skrevet om hende. Gennem mere end en menneskealder satte hun sindene i kog i Danmark. Hun blev født i en tid, hvor kvinden stod i læ bag manden, men uheldigvis var hun ikke en skyggeplante. At følge den sammensatte ener fra vugge til grav er bestemt ikke en kedelig rejse. I mine egne øjne er foredraget om Thit mit absolut bedste, mange græder og griner på skift. Det er primært den spændende slægtshistorie og hadet til broderen Johannes V. Jensen, der går rent ind.

 

Kaj Munks Vedersø.*

I dette foredrag inviteres deltagerne med til en afsondret egn ved havet, hvor jeg selv voksede op, og hvor man stadig mærker Kaj Munk. Foredraget handler dels om at være lille pige i et stillestående landbosamfund, dels Kaj Munks liv og virke i Vedersø. Jeg kendte hans enke, som har fortalt mig meget om digterpræsten. Også ting, der aldrig er fortalt før. Jeg lover på forhånd, at det bliver et foredrag, der vil blive talt om længe.

 

Mindfulness, nøglen din indre ro og ydre muligheder.*

De fleste danskere har så travlt i hverdagen, at de drøner af sted på autopilot. Henfalder til vanetænkning og indgroede handlingsmønstre. Men ALLE kan tage rorpinden tilbage, ALLE kan lære at være til stede i nuet. Foredraget giver lette værktøjer til at mønsterbryde og ændre vaner, så livskvaliteten vokser. Oplever DU, at tiden forsvinder, uden at du opnår noget? Føler du dig lidt for ofte udmattet eller trist? Ler du for sjældent? Er svaret ja, vil foredraget få betydning for resten af dit liv. Du vil ikke bare le i to timer, du tager latter, livsmod og nemme værktøjer med hjem.

 

Stærke kvinder i folketinget.*   

Foredraget er baseret på min samfundskrønike KVINDER & MAGT, der dækker årene fra 1915 (hvor kvinderne fik valgret) og frem til nu. Kvindelige ministre karaktergives af Kaare R. Skou og Peter Lautrup-Larsen, og det er bestemt ikke ufestligt! Foredraget vil med humor, vid og bid tage deltagerne med i vandrehallerne på Christiansborg, lade dem spise frokost i Snapstinget med Ritt Bjerregård, Lilli Gyldenkilde og Kirsten Jakobsen. Foredraget målrettes mod den aldersgruppe, der sidder i salen, men ALLE kan se frem til et par muntre og tankevækkende timer.

 

Kvinderne på Sølvheden.*

Slægtsroman baseret på virkelige skæbner. Romanen starter på den jyske hede. Fortsætter i landsby ved havet. Slutter med hektisk byliv. En sydende og medrivende fortælling om menneskers ulige kamp for at virkeliggøre drømmen om et bedre liv. Deltagerne følger den samme slægt i 100 år, bliver en del af familien, kommer til at føle fattigdommen, afmagten, kærligheden, den barske humor. Et stærkt foredrag, der både kan målrettes mod ældre, det hellere vil høre om før end nu - og dem, der bare elsker en god historie.

 

Fra knudedatter til karrierekvinde.*

For hundrede år siden stod kvinden i læ bag manden. I dag er hun nået op på hans side. Er der er pris at betale for at rykke ud i overhalingsbanen? Ja, det er der. Og for begge køn. I foredraget hudflettes både mænds og kvinders turbulente rejse gennem det 20. århundrede, og deltagerne får ikke kun rørt lattermusklerne, alle får noget at tænke over. Foredraget kan målrettes mod mange aldre og faggrupper.

 

Underholdning til fester og jubilæer.

Sluttelig kan jeg tilbyde et foredrag med festlige anekdoter fra livet i Danmark. De enkelte fortællinger udvælges i samklang med det tema eller den fest, hvor foredraget holdes. Ønsker og fakta fra jer kan flettes ind i fortællingen, og jeg garanterer på forhånd, at ikke et øje er tørt, når foredraget slutter.

 

Kan også tilbyde foredrag om stress & lean: Se www.faldborg.dk under kurser.

 

Pris for foredrag: Efter aftale.

 

Har du fået en afbestilling fra en foredragsholder og står med 100 personer i aften?

 

RING!

 

Jeg står lige efter Falck i telefonbogen, rykker ud omgående!

 

Kan jeg denne aften, forlader jeg matriklen her indenfor en time. 

 

Hvorfor? Fordi jeg elsker at dele gode historier.

Klik her for at se pdf

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Powered by CMSimple_XH | Template by CMSimple_XH | (X)html | css | Login