Du er her: Forside > Biografi

Sidst opdateret:
July 04. 2017 18:38:10

 

Biografi

Tiden stod stille, da jeg var en lille pige. Sådan føles det i erindringen. Jeg voksede op i en Stadil, vestjysk landsby ved havet, og det var sjældent, at dage skilte sig ud. Vi er i 1950´erne. En blæsende eftermiddag stod jeg ved Graversgårds gavl sammen med min lillesøster. Vi skulle have besøg fra Herning, og min moster havde altid slik med, en kæmpepose, bare det dog var kaffetid. Hvad vil du være når du bliver stor, spurgte fireårige Ulla, måske ville snak hjælpe. Det ved jeg ikke, svarede jeg, men jeg ved, at jeg vil bo i Herning.

Senere har jeg ofte reflekteret over lagene i det fromme ønske. Ikke i min vildeste fantasi forestillede jeg mig, at livet havde større fristelser i godteposen end alt det nye, Herning bød på. I min barndom var Danmark stadig et landbosamfund, og det helt ind i sjælen, men udløbsdatoen var nær. På grund af gunstige internationale konjunkturer næsten fordoblede Danmark sit bruttonationalproduktet fra 1957-72, og i løbet af få år snurrede erhvervslivets hjul så hurtigt, at selv småbørnsmødre måtte lokkes ud på arbejdsmarkedet for at dække behovet for arbejdskraft. En konkursbølge i landbruget forstærkede i sig selv, at Danmark på få år ændrede sig til et industrisamfund.

Sjælen er ikke god til stangspring, siger en psykolog i en af mine bøger, og det føltes da også, som blev min lille landsby indtaget i 1970´erne. Tidligere kendte man alle på egnen. Nu flyttede byboere ind i stuehusene på de mange gårde, hvor jorden blev opkøbt af tidens storlandmænd. Trygheden og overskueligheden forsvandt. Verden er af lave, sagde de ældre, for når et samfund skifter struktur, er vi mennesker tvunget til at skifte holdninger og vaner. Og det er en tung proces. Selv for os unge.

Jeg var seksten og gik i anden real, inden jeg personligt fandt ud af, at ordet bøsse ikke nødvendigvis er noget, man skyder med. Stødte på ordet i litteraturen, spurgte lærerinden, og hun rødmede helt om i nakken. Da rødstrømperne bemægtigede sig overskrifterne i starten af 1970´erne, kunne ordentlige mennesker ikke længere lade avisen ligge frit fremme. Sådan lød en af kommentarerne hos købmanden, der var nerve og mødested i de små landsbysamfund. Efter realeksamen rejste jeg til London, hvor jeg tog en Cambridgeeksamen, som ikke havde nogen reel værdi, men ordet Cambridge fik ikke så få personalechefer til at løfte brynene. Mit første job var som tresproglig korrespondent på Odense Staalskibsværft. Det næste som indkøbschef i et ØK-firma. Erhvervslivet skreg på mellemledere, og jeg tog grådigt for mig på tagselvbordet. Samtidig med dette blev jeg gift og fik tre børn. Rækkehus, parcelhus, bil, dyre møbler, alle de must have, der lå som et krav i tiden. Jeg så ikke advarselslamperne før det var for sent. I mit kvarte århundrede i erhvervslivets overhalingsbane kan man kort konkludere, at jeg fik en god hyre. Og samtlige symptomer på langvarigt stress.

Jeg har altid vidst, at jeg ville være forfatter. Jeg har altid vidst, at det ikke skulle være til venstre hånd, at skriveriet skulle være hovederhvervet. I 1994 besluttede jeg mig endelig til at føre livsdrømmen ud i livet. Jeg var på dette tidspunkt blevet headhuntet af to forskellige firmaer, var både fristet af løn og benefits, men en aften så jeg mig selv dybt i øjnene i spejlet. Jeg var over fyrre. Skulle livsdrømmen ikke blive til en livsløgn, måtte jeg tage springet nu. Dagen efter startede jeg mine to firmaer. Dels et forlag, den eneste måde en nystartet forfatter kan tjene penge på. Dels et marketingfirma. Angsten for et liv, hvor der ikke dumper en check ind gennem brevsprækken hver den første, lå som en tung dyne over mig de første måneder, jeg er jo vestjyde, men angsten viste sig ubegrundet. Allerede det første år kunne jeg leve af at skrive og holde foredrag.

Så skete der en uventet kovending i mit liv. En journalist fra et af de store dagblade spurgte mig, om jeg ikke ville stå frem og fortælle, at jeg var et af de mange erhvervsfolk, der havde været inde i en depression forårsaget af langvarigt stress. Først sagde jeg nej. Det er jo ikke ligefrem karrierefremmende at stå frem og fortælle, at man ikke kunne klare mosten. Sekunder senere ringede jeg tilbage og sagde ja. For JEG havde vundet over depressionen ved en tilfældighed, nu ville jeg få mulighed for at hjælpe andre.

I 1980 opsøgte jeg min daværende læge og sagde, at jeg havde konstante smerter i maven. Jeg kunne ikke sove om natten. Når jeg stod i brugsen, kunne jeg ikke huske, hvorfor jeg var kørt derned. Jeg havde også besvær med at koncentrere mig. Den kloge mand tilbød mig sovepiller og stesolid. Stress blev ikke nævnt med et eneste ord. Ti år og en depression senere kom jeg en aften sent hjem til mit hus. Jeg havde været på seminar i tre dage, så inden jeg gik op på kontoret, trykkede jeg på remoten i stuen, så jeg kunne høre tv-avisen. Men jeg trykkede forkert! På en udenlandsk kanal kom der en udsendelse om stress! Det kan nok være, jeg fik mig sat i sofaen. På skærmen bad en psykolog en amerikansk karrierekvinde beskrive sine symptomer. De var de samme som mine! Da han forklarede kvinden, at hun var inde i en depression forårsaget af langvarigt stress, kunne jeg jo hurtigt konkludere, at det var jeg også. Rolig, sagde psykologen til kvinden, der er en vej ud af det her. Og så forklarede han hende, hvordan stresshormonet Kortisol fungerer. Hvorfor stress ødelægger så mange menneskers liv. Han stoppede ikke ved reel viden om stress, men forklarede, hvordan ALLE kan vende nedbrydende stress til postiv energi. Værktøjet var en enkel visualiseringsteknik, som det kun tager sekunder at bruge i hverdagen (se mere under stress).

Jeg sad som lammet i sofaen, for jeg kunne virkelig se lyset. Jeg implementerede alle psykologen råd i min hverdag, og allerede efter en uge fik jeg lidt søvn om natten. Da min lille datter kom hjem fra skole, blev hun stående i døren: Jamen mor, du nynner jo! Det havde hun ikke hørte i mange år. Psykologens råd ændrede mit liv. Senere kom stresskurser til at ændre min hverdag.

Tidligere stod succesfulde erhvervsfolk ikke frem og fortalte, at de var gået ned med stress, for det er jo ikke ligefrem karrierefremmende, så da jeg stod frem i 1990, ramte det som en boomerang. Nu ville alle have mig ud. Institutioner, Ledernes Hovedorganisation, erhvervslivet, you name it. Jeg fik i hast strikket et topprofessionelt kursus sammen, så jeg kunne lære andre at vende stress til positiv energi. Det har jeg gjort i mere end tyve år nu, og det er bare så stort! Jeg lille menneske er med til at ændre ANDRES liv. Især de mange takkemails, der vælter ind fra deltagere på mine kurser, gør mig ydmyg og glad. Nu har de fået et godt liv. Jeg føler mig ofte som en énmandshær, der rejser rundt og nedkæmper stressmonsteret, for Danmark er stadig et U-land, når vi taler om stress. Og det til trods for, at undersøgelser viser, at hver 4. sygedag skyldes stress. At hver 5. voksne dansker får arbejdsevne og livskvalitet ødelagt af stress. Se mere under stresskurser.

To af de firmaer, jeg har været ansat i, har lært mig alt om lean, et japansk styringskoncept, hvor man skaber mere med mindre. Nu skriver vi 2015. Lean er oppe i tiden i Danmark, og jeg kan kun sige ENDELIG. Hvor jeg med stress hjælper det enkelte menneske til bedre livskvalitet, mens arbejdspladsen får den økonomiske gevinst, hjælper jeg med lean i første omgang virksomheden, men med lean frigøres tid, som i den grad kommer medarbejderne til gode (se den stærke case under leankurser).

I dag lever jeg mit liv i blokke. Har udgivet 9 bøger. Der er 40 foredrag på hylden. Især ”Den 3. alder, gør den til livets bedste” og ”Spin & intriger på Christiansborg” trækker mange deltagere. Holder mange foredrag om mine biografier, især Thit og Krag. I aftes holdt jeg foredrag for en læseklub om "Kvinderne på Sølvheden", der er en slægtsroman om livet i Danmark i perioden 1900 til 2000 - en medrivende fortælling om menneskers ulige kamp for et bedre liv. At dække en historisk tidsperiode af den længde, trækker tænder ud, så i lange arbejdsperioder tog jeg kun få kurser og foredrag ind. Til gengæld vælger jeg så i andre livsblokke at have fokus rettet mod foredrag, stress og lean. Det er selvsagt fantastisk at pendle mellem selvvalgte muligheder, fantastisk selv at tegne dagens råskitse. Jeg føler mig da også som et meget privilegeret menneske. Den stress og forjagethed, som jeg følte i mindst 10 af de 25 år i overhalingsbanen i dansk erhvervsliv, den er der ikke så meget som skygger tilbage af. Jeg knokler lige så meget som tidligere, i perioder endda mere, men jeg har lært at vende nedbrydende stress til positiv energi. Modsat hvad mange tror, er det ikke dette at have travlt, der giver stress, men alt det i ens hverdage, der ikke fungerer, og man ikke har indflydelse på at ændre.

 

I 1988 købte jeg som alenepige et forfaldent bindingsværkssted på tvangsauktion. Dette 170 år gamle husmandssted har jeg istandsat med egne næver. Her har jeg mit sjæleværksted. Her skriver jeg mine bøger, planlægger foredrag og kurser. Børn og børnebørn bor tæt på det lille skriverhus, det er noget så dejligt, og i 2008 mødte jeg mit livs kærlighed, Olav, der er gymnasielærer og lige så sjæleknyttet til det gamle hus, som jeg er det.

 

 

 

 

Powered by CMSimple_XH | Template by CMSimple_XH | (X)html | css | Login