Min biografi

Tiden stod stille, da jeg var en lille pige. Sådan føles det i erindringen. Jeg voksede op på gården Graversgård i Stadil, vestjysk landsby ved havet, og det var sjældent, at dage skilte sig ud. Jeg husker en blæsende eftermiddag, hvor jeg stod ved gårdens gavl sammen med min lillesøster. Vi skulle have besøg fra Herning, og min moster havde altid en stor pose slik med. Hvad vil du være når du bliver stor, spurgte fireårige Ulla for at få tiden til at gå. Jeg svarede, at det vidste jeg ikke, men jeg ville i hvert fald bo i Herning. Senere har jeg ofte reflekteret over lagene i det fromme ønske. Ikke i min vildeste fantasi forestillede jeg mig, at livet kunne have større fristelser end alt det nye, feriebyen Herning bød på.

I min barndom var Danmark stadig et landbosamfund – men udløbsdatoen var nær. På grund af gunstige internationale konjunkturer næsten fordoblede Danmark sit bruttonationalprodukt fra 1957-72, og i løbet af få år snurrede erhvervslivets hjul så hurtigt, at selv småbørnsmødre måtte lokkes ud på arbejdsmarkedet for at dække behovet for arbejdskraft. En konkursbølge i landbruget forstærkede i sig selv, at Danmark på få år ændrede sig til et industrisamfund. Sjælen er ikke god til stangspring, siger en psykolog i en af mine bøger, og det føltes da også, som blev min lille landsby indtaget i 1970´erne. Tidligere kendte man alle på egnen. Nu flyttede byboere ind i stuehusene på de mange gårde, hvor jorden blev opkøbt af tidens storlandmænd. Trygheden og overskueligheden forsvandt. Verden er af lave, sagde de ældre, for når et samfund skifter struktur, er vi mennesker tvunget til at skifte holdninger og vaner. Og det kan være en tung proces.

Jeg var seksten og gik i anden real, inden jeg personligt fandt ud af, at ordet bøsse ikke nødvendigvis er noget, man skyder med. Stødte på ordet i litteraturen, og lærerinden rødmede helt om i nakken, da hun besvarede spørgsmålet. Da rødstrømperne bemægtigede sig overskrifterne, kunne ordentlige mennesker ikke længere lade avisen ligge frit fremme. Sådan lød en af kommentarerne hos købmanden, der var nerve og mødested i de små landsbysamfund. Efter realeksamen rejste jeg til London, hvor jeg tog en Cambridgeeksamen, som ikke havde nogen reel værdi, men ordet Cambridge fik flere personalechefer til at løfte brynene. Mit første job var som tresproglig korrespondent på Odense Staalskibsværft. Det næste som indkøbschef i et ØK-firma. Erhvervslivet skreg på mellemledere, og jeg tog grådigt for mig på tagselvbordet. Samtidig med dette blev jeg gift og fik tre børn. Rækkehus, parcelhus, bil, dyre møbler, alle de MUST HAVE, der lå i tiden. Jeg så ikke advarselslamperne, før det var for sent. I mit kvarte århundrede i erhvervslivets overhalingsbane kan man kort konkludere, at jeg fik en god hyre. Og samtlige symptomer på langvarigt stress.

Jeg har altid vidst, at jeg ville være forfatter. Og jeg har altid vidst, at det ikke skulle være til venstre hånd, at skriveriet skulle være hovederhvervet. I 1995 besluttede jeg mig endelig til at føre drømmen ud i livet. Jeg var på dette tidspunkt blevet headhuntet af to forskellige firmaer, var både fristet af løn og benefits, men en aften stirrede jeg på kvinden i spejlet, der nu var over fyrre. Skulle livsdrømmen ikke blive til en livsløgn, måtte jeg tage springet. Dagen efter startede jeg mine to firmaer. Et forlag. Og et marketingfirma. Angsten for et liv, hvor der ikke dumper en check ind gennem brevsprækken hver den første, lå som en tung dyne over mig de første måneder – jeg er jo vestjyde – men den viste sig ubegrundet. Allerede det første år kunne jeg leve af at skrive og holde foredrag. Så skete der en uventet kovending i mit liv.

En journalist fra et af de store dagblade spurgte mig, om jeg ikke ville stå frem og fortælle, at jeg var et af de mange erhvervsfolk, der havde været inde i en depression forårsaget af stress. Først sagde jeg nej, for det er jo ikke ligefrem karrierefremmende at stå frem og fortælle, at man ikke kunne klare mosten. Sekunder senere ringede jeg tilbage og sagde ja. Når JEG havde fundet værktøjerne til at vinde over depressionen, havde jeg pligt til at hjælpe andre. Det her skete i 1990.

Ti år tidligere opsøgte jeg min daværende læge i og sagde, at jeg havde konstante smerter i maven. Jeg kunne ikke sove om natten. Når jeg stod i brugsen, kunne jeg ikke huske, hvorfor jeg var kørt derned. Jeg havde også besvær med at koncentrere mig. Den kloge mand tilbød mig sovepiller og Stesolid – stress blev ikke nævnt med et eneste ord. Ti år og en depression senere kom jeg en aften sent hjem til mit hus. Jeg havde været på seminar i tre dage, så inden jeg gik op på kontoret, trykkede jeg på remoten i stuen, så jeg kunne høre tv-avisen, mens jeg pakkede tasken til næste dags møder. Jeg trykkede forkert! På en udenlandsk kanal kom der en udsendelse om stress!

Det kan nok være, jeg fik mig sat i sofaen. På skærmen bad en psykolog en amerikansk karrierekvinde beskrive sine symptomer. De var de samme som mine! Da han forklarede kvinden, at hun var inde i en depression forårsaget af langvarigt stress, kunne jeg jo hurtigt konkludere, at det var jeg også. Rolig, sagde psykologen til kvinden, der er en vej ud af det her. Og så forklarede han, hvordan stresshormonet Kortisol fungerer. Hvorfor stress ødelægger så mange menneskers liv. Han stoppede ikke ved reel viden om stress, men forklarede, hvordan ALLE kan vende nedbrydende stress til positiv energi.

Det vigtigste værktøj er en enkel visualiseringsteknik, som det kun tager sekunder at bruge i hverdagen (se mere under stressforedrag). Jeg sad som lammet i sofaen, for jeg kunne virkelig se lyset. Jeg implementerede psykologens råd i min hverdag, og efter en uge sov jeg om natten. To uger senere kom min datter hjem fra skole, og stemmen var undrende, da hun greb min arm: Mor! Du nynner! Det havde hun ikke hørt før.

Psykologens råd ændrede mit liv. Senere kom stresskurser til at ændre min hverdag. Tidligere stod succesfulde erhvervsfolk ikke frem og fortalte om følgerne af et stresskollaps, så da jeg gjorde det, ramte det som en boomerang. Nu ville alle have mig ud. Institutioner, Ledernes Hovedorganisation, erhvervslivet, you name it. Jeg fik i hast strikket et topprofessionelt kursus sammen, så jeg kunne lære andre at vende stress til positiv energi. Det har jeg gjort i mere end tyve år nu, og det er bare så stort! Især de mange takkemails, der vælter ind fra deltagere på mine kurser, gør mig ydmyg og glad. To af de firmaer, jeg har været ansat i, har lært mig alt om lean, et japansk styringskoncept, hvor man lærer at skabe mere med mindre. Lean er oppe i tiden, selv i Danmark, og jeg kan kun sige ENDELIG! Se mere under foredrag.

I dag lever jeg mit liv i blokke. Har udgivet 10 bøger, der alle har solgt godt og er indtalt på lydbånd. En aften, hvor jeg holdt foredrag på et bibliotek, spurgte lederen, om jeg ikke ville skrive en ny slægtsroman, for de havde stadig 70 på venteliste til Kvinderne på Sølvheden, der udkom ti år tidligere og dækker årene 1900-2000. Både roman og lydbog har da også solgt godt (langt over 1000 lydbøger). Det valgte jeg at gøre, for jeg har altid ønsket at skrive en bog, der ramte min generations store spring (og for mit vedkommende fra naiv bondepige til karrierekvinde), men at dække en historisk tidsperiode af den længde, trækker tænder ud. De kommende to år tog jeg kun få kurser og foredrag ind, lukkede mig inde i en skriveboble, og det er selvsagt fantastisk at pendle mellem selvvalgte muligheder, selv at lave livets råskitse. I 2017 udkom Havets Døtre (1917-67), i 2018 Hedens Sønner (1968-2018). Se mere under bøger.

I dag føler jeg mig som et meget privilegeret menneske, og jeg er ydmyg af taknemmelighed. Den stress og forjagethed, jeg følte i mindst 10 af de 25 år i overhalingsbanen i dansk erhvervsliv, den er der ikke så meget som skyggen af i dag. Jeg knokler lige så meget som tidligere, i perioder endda mere, men jeg har lært at vende stress til energi. Modsat, hvad mange tror, er det ikke dette at have travlt, der giver stress, men alt det i ens hverdage, der ikke fungerer, og man ikke har indflydelse på.

I 1988 købte jeg som single et forfaldent bindingsværkshus på tvangsauktion. Dette 180 år gamle husmandssted har jeg istandsat med egne næver. Her har jeg mit sjæleværksted. Her skriver jeg mine bøger. Planlægger foredrag og kurser. Børn og børnebørn bor tæt på det lille skriverhus, og i 2008 mødte jeg mit livs kærlighed, Olav, der er gymnasielærer og i dag lige så sjæleknyttet til det gamle hus som jeg. Det er et godt liv.

Copyright © 2023 Alle rettigheder forbeholdes Hanne Faldborg & Septem International
Privacy Settings
We use cookies to enhance your experience while using our website. If you are using our Services via a browser you can restrict, block or remove cookies through your web browser settings. We also use content and scripts from third parties that may use tracking technologies. You can selectively provide your consent below to allow such third party embeds. For complete information about the cookies we use, data we collect and how we process them, please check our Privacy Policy
Youtube
Consent to display content from Youtube
Vimeo
Consent to display content from Vimeo
Google Maps
Consent to display content from Google